Arbejde i Vikingebo

Som de fleste sikkert ved, arbejder vore store spejdere den sidste lørdag i hver måned undtagen juni, juli og december i Vikingebo fra kl. 9 til kl. 12. Det går på skift mellem patruljerne. Se den aktuelle plan her!

Hver gang deltager alle ledere fra en af vores enheder (bæverne, ulvene og spejderne) .

I løbet af en måned bruges huset af mange mennesker, så på arbejdslørdagene bliver der vasket gulve, pudset vinduer, klippet græs, ryddet op og mange andre ting.

Vi synes, at der ligger en god pædagogisk opgave i, at spejderne er med til at holde vores spejderhus rent og pænt, og det er da også en fornøjelse at se den enkelte spejder skrubbe et gulv eller banke støv af måtterne.

Der ligger også en anden gevinst i dette: Vore spejdere lærer på denne måde gruppens øvrige ledere bedre at kende. Mange af dem kender spejderne jo fra deres egen bæver- og ulvetid, og det er ganske hyggeligt at høre på snakken, når vi holder en pause for at få en forfriskning!

Den pågældende patrulje bliver adviseret gennem gruppens halvårskalender, gennem Lurgjaldet og ved mødet tirsdagen inden den pågældende lørdag.

I visse tilfælde modtager man også en sms fredag aften.

Hvis man er forhindret i at deltage, beder vi om et afbud senest fredag.  
Vi forventer, at den enkelte selv fører regnskab med sit fremmøde, og at man tager en "ekstra tur" senere!